Den var så kælen og kærlig og ville ikke gå igen, selv om moder Liv bad den om at gå hjem til sin egen familie. For der måtte da være nogen, der savnede denne lille kælne kat.

Den havde sådan en fin stribet pels med hvidt bryst og så havde den helt hvide poter og en lille hvid trekant lige over næsen. Det med trekanten over næsen var et helt specielt kendetegn.

Den første nat sov den lille kælne kat sammen med Nina og Maria i Livs seng. Den hyggede sig rigtig i sengevarmen for den var lidt træt og forkommen og også lidt tynd, efter den sikkert havde været væk hjemmefra et godt stykke tid.

Næste dag gik moder Liv rundt med sedler der viste billedet af den forsvundne kat og hvor man kunne henvende sig, hvis man var ejer af det lille kælne pus. Selv på Facebook satte moder Liv annoncer ind om den forsvundne kat.

Men ingen henvendte sig. Så den nat sov det lille pus igen sammen med Nina og Maria og Liv.

Liv og Michael var ikke sikre på om katten var en han eller en hunkat. De var lidt nervøse for at det kælne lille kræ var en drægtig hunkat. Men hvordan kunne de finde ud af dette, for den var temmelig tynd.

Katten var så glad for Michael at den lagde sig omkring hans hals, når han sad i sin lænestol. Så lå den der og lunede ham ligesom hvis han havde haft et halstørklæde på. Det nød både Michael og katten meget.

Men den tredje dag katten boede hos den lille norske familie, var den rigtig dårlig. Den kastede op gang på gang og ville ikke spise noget som helst.

Moder Liv blev så bekymret for det lille væsen, så hun tog den til dyrlægen.

Her blev den undersøgt meget grundigt og Liv og Michael fik at vide at det var en ret ung hankat og han havde en tarminfektion, som han skulle have penicillin for. Ellers fejlede han ikke noget.

Den lille fyr fik sin medicin via en sprøjte gennem munden. Det var noget han ikke var så glad for, men han fandt sig pænt i det, for han kunne godt mærke at det blev givet for at hjælpe ham.

I det hele taget var han virkelig tilfreds med sin nye familie. Det eneste han var lidt ked af var, at han endnu ikke havde fået noget navn.

Han ville også hedde noget ligesom Nina og Maria gjorde. Hvor længe skulle han mon vente, indtil dette skete?

Han vidste jo godt selv hvad han hed, og det vidste Nina og Maria også, men hvordan skulle han fortælle det til Liv og Michael. Han kunne jo ikke tale menneskesprog.

Liv og Michael havde deres egne grunde til at vente med at give den lille hankat et navn. For tænk engang hvis den rette ejer til katten dukkede op og ville have den søde, kælne kat med hjem. Det ville være hårdt at skulle slippe den lille kat med det nye navn de havde givet den.

Nå, men den lille navnløse kat fik det bedre og bedre på grund af medicinen og den kærlighed han fik. Og han begyndte at spise godt, så han kunne få lidt mere sul på kroppen og det var moder Liv rigtig glad for.

Nu kunne den lille norske familie slappe helt af og bare nyde hinandens selskab. De 2 pigekatte havde for længst accepteret den lille navnløse kat.

Det lod også til at han var glad for dem, for de kælede tit med hinanden alle 3. Noget som pigekattene aldrig havde gjort med den rødhårede nabo kat, når den var på besøg.

Nå ja, den kom vel også bare for at få noget af deres gode mad og lidt varme. Og så gled den igen til hvor den end hørte til.

Den lille navnløse kat var ligesom en tidlig julegave til den lille familie. Katte har det nu en gang sådan, at de selv bestemmer deres familie, hvis de kan komme til det. Og han havde under ingen omstændigheder tænkt sig at forlade huset, for at finde sit oprindelige hjem.