Torsdag den 1. august 2024

Min hjemmesygeplejerske Rebecca turde ikke at tage ansvaret for min tå og mit ben, der var fuldstændigt hævet op og spændt til det yderste helt op til hoften. Hun fik talt med min læge, og han bestilte siddende Falk kørsel til mig.

Pludselig fik jeg travlt med at melde mig syg til Dagcenteret og pakke min hospitalstaske. Sedlen med det jeg skulle bruge lå i forrummet og var lige til at gå efter, alligevel nåede jeg ikke at blive færdig til bilen var kommet, så jeg fik ½ time ekstra og nåede det lige til næste Falkmand kom.

Jeg blev indlagt på Bispebjerg Hospital på Ortopædkirurgisk afdeling bygning 4M enestue 222.

Jeg var ked af det, da jeg frygtede at infektionen i tåen havde bredt sig til mere end den ene tå.

Jeg skulle ned til røntgen og blev hentet af en ganske ung portør. Da jeg, som jeg altid plejer at gøre, spurgte hvad han hed, var det Elias. Ved du godt at det er et bibelsk navn? Ja, det vidste han godt og vi kom til at tale om hele hans familie havde bibelske navne. Er du Jøde? Spurgte jeg. Ja, men det er jeg ikke så glad for at sige i øjeblikket.

Israel er Guds folk, trods den leder de har i dag, og jeg elsker Guds folk.

Jeg fortalte ham om Jesus, der mødte Moses og Elias på forklarelsens bjerg, det vidste han ikke noget om.

Pludselig udtalte han en velsignede på Hebraisk over mig, det tog nogle minutter og jeg blev helt rørt. Så spurgte han om han måtte kramme mig. Og jeg oplevede det som, var det Jesus der kyssede mig.

Tak kære Gud for din nåde imod mig, nu vidste jeg, at Gud var med i det hele og jeg ikke behøvede at frygte noget som helst.

Jeg havde en vældig flink Iransk sygeplejerske som hed Shanapur. Hans navn betyder Kongesøn. Tænk engang hvor megen kærlighed og stolthed hans forældre havde været fyldt af, da de gav ham det navn for 65 år siden.

Jeg var for svækket til, at jeg ikke selv kunne gå på toilettet, så jeg fik en pottestol ind på stuen. Og fra sengen skulle jeg stå på hjælperedskabet SaraSteady.

Desværre var SaraSteady ikke rigtig låst, så jeg gled ned på gulvet mellem pottestolen og hjælpemidlet, men jeg slog mig overhovedet ikke, og fik heller ikke nogen blå mærker sidenhen. Jeg blev hejst op via en hospitalsgalge og det gik fint, men jeg mistede tilliden til SaraSteady. Så jeg var altid meget forsigtig ved brugen af SaraSteady. Det er vigtigt at dobbelttjekke at hjælpemidlerne er rigtig låst. Det var mest synd for den unge sygeplejerske, for hun var dybt ulykkelig, hvad jeg sagde at hun ikke skulle være. Ja, jeg måtte nærmest trøste hende. 

Fredag den 2. august 2024

En sygeplejerske ind på min stue og spurgte om det var i orden at jeg blev flyttet ind på en anden stue, da de havde brug for enestuen.

Det samme øjeblik jeg blev kørt ind på stue 218, vidste jeg at jeg skulle bede for Marianne, damen der lå derinde.

Jeg fik hele hendes historie om hvordan hun havde brækket sin fod og skulder og om hendes ikke særlig nemme tilværelse. Derefter spurgte jeg om hun troede på Gud. Det bekræftede hun og så foldede vi vore hænder og bad til Jesus om at vi måtte mærke hans omsorg og at han ville være med i hele hospitalsforløbet og at vi ville opnå fuld førlighed igen.

Lørdag den 3. august 2024

Vibeke en ældre sygehjælper kom ind og hilste os Godmorgen. Hun så brandgodt ud og havde en helt fantastisk udstråling. Hun lærte os hvor vigtigt det er med dybe vejrtrækninger, og hvad det gør for kroppen, vort maskineri. Jeg sagde til Marianne, der kan du se, hvor godt vi bliver oplyst og passet på. Det hjælper altid at bede Gud om hjælp, som vi gjorde i går.

Sent om eftermiddagen blev jeg kørt ned på opvågningen og blev bedøvet til operationen. Jeg havde en forfærdelig spjætten i venstre ben, mens jeg lå der. Pernille, narkoselægen var så sød at hente spjættepiller til mig på min afdeling, så jeg kunne få lidt ro i benet. Det trak ud før der var ledigt på operationsstue 3, og mit ben var fuldt bedøvet da jeg kom på operationsbordet, jeg fik lidt beroligende så jeg faldt hen i en døs mens jeg blev opereret. Lægerne der opererede mig fortalte at jeg havde spjættet helt vildt under operationen. Så jeg ved ikke om den dybe rift jeg har reddet mig på ydersiden af foden, skyldes at de har skåret forkert, på grund af mine urolige ben?

Om aftenen, da jeg var kommet tilbage på stue 218, kom endnu en dame ind på stuen. Hun hed Jane og var 43 år gammel. Jeg gjorde som jeg plejer, når folk bliver samlet op i bussen på vej til Dagcenteret på Dortheagården. Jeg sagde Velkommen her på stuen, og inden længe var vi 3 damer rystet godt sammen og gjorde livet værd at leve for hinanden.

Jane var Naturvejleder og var blevet fløjet med helikopter fra Norge, hvor hun var gledet i nogle glatte alger og uheldigvis havde brækket højre fod temmelig slemt. Men vi kunne frit tale om, at Gud vidste alt om hvad vi gennemgik, for Jane var også troende.

Vi havde det så rart med hinanden os 3, så vi havde vi en fest på vores stue 218. Vi var dækket godt ind alle 3 med smertestillende medicin, og vi fik den dejligste mad af det venligste personale, man kunne ønske sig.

Marianne fik dagligt besøg af sin søn Peter og hendes mand Jens. Peter, som var udviklingshæmmet var en sjov fyr. Han ønskede sig kaffe med mælk og sødetabletter om morgenen når han kom og han fik 2 kopper hver gang.

Jens opdagede en dag, at der var blevet byttet om på Mariannes og min morgen medicin, jeg tror at han var noget af en detektiv. Han fandt også ud af at der kørte en bus rundt på hospitalsområdet, som man kunne stige på ved tankstationen og ligeledes stige af, når man nåede den afdeling, man skulle til.

Jane havde tit besøg af sin mand og store børn. Og af og til søde veninder og deres børn. Det var hyggeligt, især den lille baby Eddie med de buttede lemmer.

Selv fik jeg besøg af Ralph og Martin nogle et par gange. Ralph havde bleer og Brigde slik med og Martin havde juice og Bridge blanding med.

Søndag Den 4. august 2024

Jeg fik besøg af Tabitha og Simon. De skulle på bryllupsrejse til Thailand næste dag ved 15-tiden så de skulle lige sige farvel til mig før de rejste. De havde forskellig slags frugt og små kagesnitter med. Mens Simon smurte mit venstre ben ind i fed creme, for at opbløde den tørre hud, var Tabitha ovre og snakke med Marianne.

Efter de var gået, kom Martin ved 14.30 tiden med bolsjer og en skøn blomsterbuket hvorfra jeg har fritlagt blomsterne på billedet herunder. Selvfølgelig fra det foto Martin tog af buketten.

Mandag den 5. august 2024

I dag kunne jeg selv gå ud på toilettet, men med opsyn af sygeplejerskerne. Jeg kan ikke tørre mig selv bagi og jeg ser frem til mit eget skylletoilet, hvor jeg bliver vasket forneden.

Ralph besøgte mig igen i dag. Han havde flere bleer med til mig og mere dagcreme. Desværre er han totalt ødelagt efter gåturen fra bussen til der hvor jeg er indlagt. Når jeg taler med ham efter han er kommet hjem, beder jeg ham om at sætte benene op på skamlen og tage nogle dybe vejrtrækninger, som vi fik lært af sygeplejeren Vibeke.

Tirsdag den 6, august 2024

I dag har jeg fået at vide at jeg skal hjem. Jeg har fået tildelt min helt egen sygeplejerske Sabrina, som lovede mig at hun ville hjælpe mig med at komme i bad og få vasket hår, når hun var færdig med nogle andre patienter, hun havde som opgave.

Sabrina var 53 år og var just blevet færdiguddannet for ½ år siden. Før havde hun arbejdet inden for Social og Sundhedsforvaltningen. Jeg syntes det var totalt sejt gået, at hun havde taget uddannelsen alene uden en mand til at hjælpe sig og imens hun arbejdede for at tjene til livets ophold.

Det var skønt at blive vasket og få rent tøj på. Nu ventede jeg bare på instrukser om, hvordan tingene skulle klares, når jeg var hjemme igen.

Lægen Harald kom ind og bad mig kontakte min sygekasselæge fordi indholdet af kalium var lidt for højt. Så en blodprøve ville vise hvordan den sag kunne takles.

Nu kunne jeg bare ligge og slappe af og vente på at blive kørt hjem til Ralph. Det var en god tanke, men samtidig var jeg lidt melankolsk over at skulle forlade de 2 dejlige venner jeg havde delt stue med. Det havde været en helt vidunderlig oplevelse at være sammen med dem i lyst og nød og det er en oplevelse, jeg aldrig vil kunne glemme. Jeg fik lov til at bede højt for dem, inden jeg skulle hjem.

Først kom der en vognmand og hentede mine store ting og kørte dem hjem til Ralph, som i forvejen var blevet adviseret. Bagefter blev jeg selv hentet af en sød og dygtig Falkdame, som hed Diana. Hjemme ved opgangen stod Ralph parat og ventede med min rollator. Jeg kunne selv gå op ad trappen med støtte af Diana. Dejligt at være hjemme igen, men jeg savnede mine stuevenner.