Da vi fik Jazzmin Det var en uge efter Dronning Magrethes 60 års fødselsdag Tabitha, som dengang var 15 år og jeg hentede hende langt væk ude på landet. Vi skulle først til Roskilde og videre derfra til jeg husker ikke hvor. Vi blev hentet ved stationen af manden som hed Lars. Han havde bilen fuld af hundebure, og det føltes som om vi dårligt kunne være der for bure. Da vi ankom og steg ud af bilen, spredte der sig en frygtelig stank af gylle. Det viste det sig at der var rigtig mange papillon hunde ca. 26 stk. i en stor indhegning. Desuden var der flere conjac farvede cocker spaniels i en lille indhegning som en hundegård. Vores hund var lige blevet vasket og da Tabitha tog hende op i favnen, blev damen, der solgte hunden helt forskrækket og sagde at hun var bange for at Tabitha skulle tabe hende. Hele vejen hjem rystede den stakkels lille papillon af skræk nede i den sorte hundetaske, og Tabitha, som havde været vandt til Annabels frimodighed var vred på mig for købet af en bange hund. Men da vi endelig nåede hjem viste det sig at hunden kun ville være hos Tabitha og sove sammen med hende. Jeg ville give hende navnet Jasmin, fordi hun var helt hvid på kroppen og havde et fint farvet hoved, ligsom Jasmin blomsten, men det syntes Ralph og Tabitha var kedeligt. Derfor blev det til Jazzmin, Jazz lige som forvirret jazzmusik, og min, fordi det var min hund. Og det kunne vi godt blive enige om. Næste morgen da Ralph ville vække Tabitha knurrede Jazzmin af ham. Han gav hunden et lille pop over hovedet og så stoppede hun sin knurren. Næste morgen gentog hele ceremonien sig og den 3. morgen igen. Den dag tog jeg til hundetræning med hende i Gl.Holte. Efter forskellig slags træning på en stor græsplæne, tog træneren os alle op i en lille slags skov, og sagde at nu skulle vi slippe vores hunde løs. Og så pegede hun ned på en stor parkeringsplads og sagde at næste gang vi kom til træning skulle vi mødes her. Efter dette satte Jazzmin sig til at lave en stor pølse og så stak hun af. Ned på parkerings pladsen og derefter ud ad Helsingør motorvejen. Hundetræneren og jeg løb efter hende ud af motorvejen for at genne hende ind på en mark, så hun undgik at blive kørt ihjel af de store lastbiler. Der blev ikke mere hundetræning den dag. Vi var omkring 20 biler der kørte rundt og ledte efter hende lige til det blev mørkt. Hver gang jeg så noget hvidt ligge i rabatten troede jeg det var Jazzmin, men for det meste var det en hvid plastikpose, der lyste op i mørket. Vi henvendte os til mange forskellige mennesker og spurgte om nogen have set hende, men uden resultat Jeg kørte slukøret hjem ved 11 tiden den aftenen. Næste morgen ringede politiet og fortalte at der sad en lille hund, svarende til signalementet af Jazzmin i en have i Vedbæk. Jeg fik telefon nummeret til damen som boede der og jeg ringede straks og overtalte hende til at vente med at gå på arbejde til jeg havde taget en taxa og hentet Jazzmin. Vil du give hende lidt leverpostej mad i små bidder, for hun må være meget sulten, jeg havde fået besked på at hun ikke måtte få noget at spise før træningen, så hun kunne lære noget ved hjælp af godbidder. Damen vægrede sig noget og sagde at hendes 13 års datter også skulle i skole, men jeg tryglede hende, bad hende om at binde en snor om min hund og skyndte mig ned på legepladsen i Udbygade for at aflevere mine dagplejebørn til mine kolegaer. Og så fat i en taxa og afsted. Jazzmin var det, som stod der med tykt sejlgarn om halsen og ventede på at blive hentet af mig Jeg var lykkelig og taknemmelig og damen fik 500 kr. for at havde passet på min hund. Så kan din datter og du tage en tur på Mc.Donald og hygge jer sagde jeg.  Derefter hjem med hende i sikkerhed. Vinduer og døre blev tjekket om de var lukket forsvarligt, før jeg gik ned på legepladsen til mine kollegaer og vores børn. Taxaen havde også kostet mig 500 kr. men det var det hele værd. Næste hundetræningsdag tog jeg og Jazzmin afsted igen. Det var vigtigt for mig at overvinde det trauma jeg havde haft, men jeg turde aldrig at slippe hende løs til træningen igen. Vi havde Jazzmin i 15 dejlige år og det blev min sidste hund. Marion Nanna Burrell 2024All Rights Reserved Designed by https://marionpspdesigns.dk/