Sygdom

Palles sygdom

divider

Da jeg som 14 årig mødte Palle den 19. december 1959 ved juletid,
var hans mor Doris meget glad for mig,
men hun advarede mig og sagde at Palle, havde perioder,
hvor han kunne blive rigtig ondskabsfuld, noget hun selv havde oplevet nogle gange, og hvor hun ligefrem havde været bange for ham.

Det forstod jeg ikke dengang, men jeg regner med at han har været manisk der.
Hans senere manier gjorde ham ondskabsfuld
hvorimod hans depressioner gjorde ham fuldstændig hjælpeløs og selv destruktiv.

De første tegn på noget var galt viste sig i form af
at han troede, hans hjerte ville holde op med at slå.
Da vi ikke havde telefon den gang, oplevede jeg flere gange,
at jeg måtte ud i morgen kåbe og ringe efter hjæp midt om natten.
Så blev han kørt på hospitalet og fik taget hjerte kardiogram.
Og det viste sig hver gang, at hans hjerte ikke fejlede noget,
En nat jeg igen havde tilkaldt hjerte lægen, sad jeg og nulrede hans storetæer,
for det havde jeg læst var en måde, man kunne berolige en person som havde det skidt.
Det virkede så godt, at Palle var faldet i søvn, da lægen arriverede.
Og det blev lægen temmelig sur over.

Kort tid efter disse hjerte anfald, kom den første Depression.
Palle var dengang 29 år.
Vi gik til lægen og forklarede hvordan han havde det,
Lægen gav os en god flaske rødvin, han havde fået af en patient,
og sagde at vi bare skulle gå hjem og drikke den, så ville Palle få det godt igen.
Det var venligt ment, men det hjalp ikke.
Så blev vi sendt til en psykiater, som jeg oplevede var mere syg i hovedet, end Palle var.
Det hjalp heller ikke.
Så blev Palle patient på Nordvang, hvor han fik diagnosen: Maniodepressiv.
De prøvede alt muligt medicin af på ham, men intet hjalp.
Til sidst gav de ham Elektrochok og så lysnede det for ham,
bortset fra at hans hukommelse ikke virkede.
Sådan en depression varede 9 måneder.

Vi var meget forelskede og perioderne mellem hans sygdoms udbrud,
havde vi det så dejligt og jeg nød hans gode humør,
Han kunne få mig til at grine, så jeg kom til at tisse i bukserne af bare grin
Han havde så mange gode sider, når han var rask, at kærligheden til ham bar helt ind i hans sygdom

Palle sagde selv at han havde meget stærke og dybe følelser,
desværre fortalte han mig aldrig om dem, når han havde sine raske perioder.
Så dem fandt jeg aldrig ud af at forstå.
Til gengæld var der ikke andet, han snakkede om, når han var syg.
Men det var så opslidende at høre på, så det undgik jeg helst.
For mig var det så frustrerende og uforstående snak,
der ikke førte noget godt med sig.

Han raske perioder kunne vare flere år. Og så kom de syge perioder først med en ond Mani,
så med en dyb Depression på 9 måneder, der endte med Elektrochok
dem havde Palle 3 af imens jeg boede hjemme.

Jeg forlod ham da jeg var 35 år

divider

Please sign my guestbook.

divider