Jeg har altid været rigtig glad for dyr.

Det første levende væsen jeg fik som 10 årig, var en kanariefugl, som blev temmelig gammel. Den endte  sine dage brat, da den blev ædt af katten, som følte sig temmelig godt hjemme i vores hyggelige kolonihave.

Det var en dag, da det lynede og tordnede, og regnen trommede så kraftigt på taget, at kanariefuglen som stod i vindues karnmen, blev bange og baskede vildt med vingerne inde i buret. Min mor syntes det var synd for den og satte fugleburet ned på gulvet.

Katten, som lige havde fået stegt flæsk af min mor, sad og slikkede sine poter efter måltidet og kom så i tanker om at sådan en lille fugl egnede sig godt som dessert. Hvordan den fandt ud af at åbne buret er den dag i dag stadig en gåde for mig, men pludselig så vi at katten strøg i en vis fart ud af stuen og ud i haven med den lille gule fugl i munden. Selv om jeg løb ud og jagtede katten, var fuglen ikke til at redde.

Ved nærmere eftertanke tænkte vi, at det måske var en nådig død min kanariefugl fik, for den var allerede temmelig gammel.

Engang havde jeg også en tam gråspurv, som hed Krølle. Jeg fandt ham i kældergangen, en meget varm forårsdag da jeg var nede med skraldespanden for min mor. Han sad og gispede efter vejret, måske fordi han var tørstig tænkte jeg. Så jeg gik op og fortalte det til min mor og jeg fik en skål vand med ned til ham. Det hjalp ikke meget, så jeg tog ham med op til min mor.

Mor indrettede en bolig til ham i en skotøjsøske, med en franskbrøds skorpe lidt fuglefrø og lidt havregryn. Det viste sig at han sikkert var blevet smidt ud af reden fordi han havde krøllede fjer. Og han ville kun spise når han blev madet ud af vore munde. Han var en rigtig dejlig og fuldstændig tam gråspurv.

Stella og jeg havde ham med ned i gården, når vi legede. Så satte vi ham ind på den indhegnede græsplæne, så han kunne gå på opdagelse derinde. Når vi skulle op, kaldte vi bare: Krølle, og så kom han hoppende henover græsset og vi kunne tage ham op på fingeren.

Når min mor skulle over i Ismejeriet, havde hun ham på skulderen. Det nød både min mor og Krølle. Og det vakte stor opsigt blandt de andre kunder.

Sådan hengik en god uges tid. Pinsemorgen ved 5 tiden, vågnede jeg ved at Krølle sad og hakkede på mine læber. Jeg stod op og tyggede på lidt fraksbrød og fodrede ham med det. Da han var mæt, satte jeg han op i hans skotøjsæske og lagde mig ned for at sove videre.

Det var pinsemorgen og solen skinnede så smukt og familien var ved at gøre klar til vores søndagstur ud i det fri. Mem hvor var Krølle? Han var ikke til finde nogen steder.

Da jeg rejste mig fra sengen, var Krølle der i sengen flad som en pandekage. Han havde åbenbart hoppet ned til mig i sengen igen for at få mad, uden jeg havde opdaget det. Så må jeg have vendt mig om ligget ham flad.

Det var så sørgerligt, hele familien græd, ogå min far, men sket var sket og det var ikke til at ændre. Og det var noget jeg har måtte leve med resten af mit liv